Jeg er træt, jeg har ondt, jeg har ikke tid – Du kender sikker alle undskyldninger for ikke at træne. Det er altid muligt, at finde en undskyldning for ikke, at komme i gang med dagens træning eller for at springe træningen helt over. Men sådan behøver det ikke at være!
Artiklen indeholde reklame- og annoncelinks
Jeg mener på ingen måde, man skal være fanatisk med sin træning, og der kan sagtens være tidspunkter, hvor man er bedst tjent med at springe en træning over.
Én ting er dog helt sikkert – Hvis du VIL træne, så finder du også tiden og lysten til det. I bund og grund er det jo bare et spørgsmål om prioritering af din tid.
Dette indlæg er skrevet for sjov, men jeg synes dog alligevel, du skal se min lille top 10 over undskyldninger for ikke at træne. Kig på listen når det kniber med, at komme i gang med hjemmetræningen.
Undskyldninger for ikke at træne
Der findes helt sikkert mange flere undskyldninger for ikke at træne, end dem jeg nævner her. Jeg er sikker på, du kan nikke genkendende til de fleste punkter på listen, og du har med garanti “hørt” andre sjove undskyldninger (for de gælder selvfølgelig ikke for dig)
01 – Jeg har ikke tid til at træne
Langt de fleste mennesker har mulighed for, at finde tid til et træningspas to til tre gange om ugen. Ofte vil det være et spørgsmål om at prioritere, og det er muligt, du bliver nødt til at vælge nogle andre gøremål fra, men hvis du virkelig gerne vil træne, så er tiden der også.
Hvilke andre gøremål du vælger fra, er selvfølgelig helt op til dig selv. Hvis du dropper en Tv-serie eller bruger lidt mindre tid på telefonen, så er det i hvert fald to gode bud på, hvor der kan hente lidt tid.
Fordelen ved at træne hjemme er netop, at du sparer tid på transport til centeret, kø ved maskinerne og til badet osv.
02 – Jeg kan ikke træne
Selvfølgelig kan du det! Medmindre du har en lidelse, der direkte forhindrer dig i at lave noget som helst fysisk aktivitet, så kan du sagtens træne.
Det er ofte kun dine egne ambitioner, der begrænser dig. Husk at al begyndelse er svær, og det tager tid at opbygge en god form. Lad være med at sammenligne dig med andre, det er kun dig selv det gælder.
Start på det niveau, hvor du kan følge med, og byg langsomt på med flere øvelser, tungere vægt osv. En anden stor fordel ved hjemmetræningen er, at ingen kigger skævt til dig, fordi du ikke tager vægt eller gentagelser nok.
03 – Jeg får ondt når jeg har trænet
Du vil sikkert opleve at have ømme muskler efter de første træninger. Muskelømhed er ikke farligt, bare ubehageligt. Hvis du ikke har trænet før, så lad være med at lægge for hårdt ud.
Hvis du får ondt i dine knæ og led, så sæt træningsmængden ned, og fokusér på teknikken i stedet for antal gentagelser.
Hvis du efter noget tid stadig har problemer med smerter og ømhed, så kan du prøve at kigge grundigere på teknikken. Du kan finde en masse træningsguider på f.eks. YouTube, der viser hvordan du udfører de enkelte øvelser korrekt, eller spørg din læge eller fysioterapeut til råds.
04 – Det er kedeligt at træne
Hvis du synes det er kedeligt at træne, så prøv at lytte til musik mens du træner eller tænd for fjernsynet og tjek nyhederne mens du træner på motionscyklen eller træningsmåtten.
Du kan også prøve at få kæresten eller børnene til at deltage i træningen. Ofte er det lidt sjovere, hvis I er flere om øvelserne.
05 – Jeg sveder når jeg træner
Nogle sveder mere end andre, når de træner. Det er ikke altid behageligt, men sved er blot et udtryk for, at du giver den gas under træningen.
Hvis du træner hjemme i stuen, er det bedst hvis du træner på underlag der let kan vaskes, f.eks. et trægulv. Alternativt kan du lægge et par måtter ud, som let kan tørres af, når du er færdig med at træne.
Det er særligt, når du bruger cardiomaskinerne som f.eks. motionscykel, romaskine og crosstrainer, at sveden kommer frem på panden.
Se evt. dette indlæg der handler om, hvordan du undgår sved i øjnene, når du træner.
06 – Jeg er for træt til at træne
Du vil ofte opleve, at du får mere energi efter, du har trænet, også selvom du føler dig træt og uoplagt, inden du kommer i gang.
Træningen får kroppen til at udskille endorfiner, der bl.a. øger humøret og velværet.
07 – Jeg træner i morgen
Du ved aldrig hvad der sker i morgen, så hvis du har tid i dag, så er det bare med at komme afsted. Lad være med at udskyde træningen, bare fordi det er det letteste lige nu og her.
I morgen sker der helt sikkert mange andre spændende ting, som du også gerne vil, eller bliver nødt til at deltage i.
08 – Jeg har ikke råd til at dyrke sport
Så er det rigtig heldigt, du har valgt at træne hjemme, for det kan være ganske gratis, eller næsten i hvert fald. De fleste øvelser kræver en træningsmåtte, som kan købes for nogle få hundrede kroner.
Når du kommer i bedre form, kan du overveje at købe en smule træningsudstyr, men det er ikke et must fra starten. Træningsudstyr kan dog give en mere varieret og sjovere træning på sigt.
09 – Min kondition er for dårlig
Hvis du ikke kommer i gang, så bliver din kondition i hvert fald ikke bedre. Sæt ikke ambitionerne for højt og husk, det er helt ok at holde de pauser du har brug for.
Det er ingen skam at være i dårlig form, men det er skidt, hvis du ikke gør noget ved det.
10 – Jeg har alt for meget at tænke på
Du vil hurtigt finde ud af, at man kan løse mange problemer på en løbetur eller et træningspas. Der er ro og tid til at tænke problemerne igennem, og når træningen er overstået har du en langt mere positiv indstilling, end da startede træningen.
Det var min top 10 over undskyldninger for ikke at træne. Du kan sikkert selv finde på flere undskyldninger, men også gode argumenter, der skyder undskyldningerne ned.