Løbeudstyr til begyndere behøver ikke koste flere tusinde kroner, og det behøver nødvendigvis heller ikke at være det sidste skrig.
Hvis du lige er begyndt at løbe, og du ikke rigtig har besluttet dig for, om løb er noget for dig, så behøver du ikke fare ud om købe det dyreste løbeudstyr.
Du kan sagtens starte med det helt basale udstyr. Hvis det viser sig, at du vil forsætte med at løbe, så kan du stille og roligt begynde at udvide garderoben.
Artiklen indeholder annonce- og reklamelinks
Løbeudstyr til begyndere
Der er selvfølgelig et par få ting som er “must have”, og nogle andre ting som er “nice to have”. Du skal ikke lade dig holde tilbage af, at du ikke er ekviperet fra top til tå allerede den første dag.
“If you wait for the perfect conditions you’ll never get anything done”
I begyndelsen af din løbekarriere, skal du ikke fokusere så meget på dit udstyr. I starten handler det mest om at få løbet et par gange om ugen, så du får opbygget vanen med at du kommer ud at løbe, når du har planlagt det.
Et godt sted at starte er at holde øje med lavprissupermarkedernes annoncer. De har ofte løbeudstyr til billige penge, og det meste tøj er af en udmærket kvalitet, selvom det ofte er ukendte mærker.
Efterhånden som du bliver en mere erfaren løber, vil du stille større krav til beklædning og udstyr, men det kan komme hen ad vejen.
Hvilken løbesko?
Et par ordentlige løbesko er et must. Jeg vil helt klart anbefale, at du prøver skoene på et løbebånd i butikken, inden du beslutter dig.
Det er vigtigt, at du får målt om du har en neutral løbestil, eller om du træder for meget indad eller udad (pronation og supination), og dermed skal have en sko, der kompenserer for det.
Fødder er forskellige, og det er vigtigt at skoen sidder godt på foden, og føles behagelig at have på.
Som rettesnor siger man, at et par løbesko holder ca. 800-1000 km, så du skal immervæk have dem på i mange timer.
Nogle vil påstå, at en analyse på løbebånd er spild af tid og, at butikkerne vil prøve at prakke dig nogle dyre løbesko på. Mine egne erfaringer siger, at man absolut ikke skal undervurdere en test på løbebånd.
Vi er alle bygget forskelligt, så på dette punkt skal du gøre dine egne erfaringer. Jeg har god erfaring med, at spørge personalet i løbebutikken til råds. De er som regel selv løbere, og uddannet til at hjælpe.
En konsekvens af forkerte løbesko kan være at du ender med at få en skade – og det vil være rigtig ærgerligt.
Løbetøj
Du skal have noget tøj der sidder godt på kroppen, så det ikke strammer eller irriterer.
Du kan sagtens bruge en almindelig t-shirt i starten, men en svedabsorberende løbebluse er absolut at foretrække.
Om du foretrækker almindelige shorts, joggingbukser eller tights, er helt op til dig selv. Jeg løber næsten altid i tights, da jeg synes at løstsiddende shorts irriterer og gnaver.
Hvis du løber om vinteren, kan du med fordel bruge skiundertøj under løbetøjet, til at tage den værste kulde.
Andet behøver du egentlig ikke
Løbeudstyr til begyndere behøver ikke omfatte andet end et par sko og lidt tøj. Vent med at købe det dyreste løbeudstyr til du finder ud af, om løb er noget for dig.
Når der er gået et par uger, og du har fået de første løbeerfaringer, vil du meget lettere, kunne vælge det rigtige tøj.
Du vil lettere kunne vurdere, om du har brug for lommer til nøgler og mobiltelefon, om du foretrækker at løbe med kasket, om dine shorts skal være korte eller lange osv.
Konklusionen er, at det ikke er mangel på udstyr, der skal holde dig tilbage, så det er bare med at komme i gang.
Løbeudstyr til begyndere og øvede – Nice to have
Som nævnt får man flere krav til udstyr, efterhånden som man bliver mere erfaren.
Her er en lille liste over ting du kan overveje at købe.
- Undertøj – Svedabsoberende undertøj er behageligt at løbe med, og du undgår at der strammer og gnaver
- Strømper – Et par gode løbestrømper er absolut at foretrække. Rigtige løbestrømper kan skåne dine fødder for vabler og gnavesår
- Refleksvest – Det er vigtigt at være synlig, når man løber i mørket
- Kasket – En god kasket skygger for solen og forhindrer, at sveden løber ned i øjnene
- Løbeur – Evt. med pulsmåler og GPS
- Løbebælte – Til telefon, nøgler osv. Evt. med plads til vandflasker til de lange ture
- Rygsæk – Hvis du f.eks. løber til og fra arbejder er en rygsæk uundværlig
- Sko til forskelligt underlag
Løbebånd til hjemmebrug
Hvis du har svært ved at komme ud af døren, eller ikke har lyst til at løbe når det er mørkt, så kan et løbebånd være sagen for dig.
Med et løbebånd derhjemme kan du træne præcis når du vil, og du er ikke afhængig af vind og vejr.